skip to Main Content

Vandretur i Ermelunden – se alle de gemte forsvarsværker

Gentofte Kommune er fyldt med kulturarv, men det er de færreste der lægger mærke til det. Du kommer forbi det når du går tur i Ordrup Krat, når du lufter hunden i Ermelunden, når du ser Galop på Galopbanen, når du afleverer dit affald på Genbrugspladsen og når du står af toget ved Klampenborg Station. Nogle af bygningsværkerne ligger på privat grund og bliver brugt som vinkældre eller opbevaringsrum, mens andre ligger spredt i de grønne områder. Kom med på en vandretur fra Garderhøjfortet til Klampenborg og få fortællingen om alle de batterier, kanonstillinger og dæmninger som vi passerer undervejs. 

Kom på en vandretur fra Garderhøjfortet og ud til Klampenborg Station. Undervejs fortæller guiden om det store oversvømmelsesanlæg der var planlagt rundt omkring København. I ser alle de gemte dele af Københavns Befæstning som stadig ligger i området – både batterier og dæmninger.

Vandreturens rute

Fra Garderhøjfortet går I ud af udfaldsstien til Ermelunden. Hvis I er heldige står der heste på markerne undervejs. Når I går under Ermelundsbroen kan I fornemme hvor højt vandet har stået da området var oversvømmet. I går gennem skoven til stemmeværket ved Soløsevej. Stemmeværket er gravet frit og er imponerende i sin størrelse. Herfra går I langs med sletten ned mod Klampenborgvej. Her kan man tydeligt fornemme den lavning der er i landskabet. Ved Klampenborgvej ser I resterne af endnu en dæmning før I begiver jer videre mod Ordrup Krat Batterierne. Herfra går turen forbi Gallopbanen der også huser en del af oversvømmelsessystemet og videre til Hvidørevej hvor I kan se Christiansholms Batteri – også kaldet “Bananfortet”. Turen slutter ved Klampenborg Station der var endepunktet for den Nordre del af Oversvømmelsen. Hvis I ønsker det er det også muligt at gå turen i den modsatte retning, så I slutter ved Garderhøjfortet i stedet.

Oversvømmelsen omkring København

Nordfronten opbygges mellem Vestvolden og Øresunds kyst for at beskytte det mindre overskuelige landskab nord for København.

Landbefæstningen blev opbygget med enkeltstående forter og batterier i flere linjer i perioden fra 1886-1894. I forreste linje er der 5 forter. Ved disse ligger oversvømmelsesanlægget, som skulle oversvømme de lavtliggende områder mellem Vestvolden og Øresund.

Langs oversvømmelsen byggedes en kæde af batterier, der dels skulle støtte forterne, dels forsvare oversvømmelsen. De 5 forter i forreste linje blev alle bygget på højtbeliggende steder, for bedst muligt at få udsyn ud over landskabet og fjendens bevægelser.

Ideen med oversvømmelsessystemet er at oversvømme de strategiske områder og dermed besværliggøre fjendens indtrængen. Anlægget er udtænkt af Oberst Sommerfeldt, der har stået bag opførelsen af Københavns Befæstning.

Byggeriet af Oversvømmelsesanlægget tager sin begyndelse i slutningen af 1880’erne. Planen var at føre vand fra Furesøen, via Lyngby sø og Ermelunden og enten ned til Utterslev mose eller ud til Klampenborg og Øresund.

Praktiske oplysninger

  • Aldersgruppe: alle kan deltage. Turen er dog ca. 6 km lang og en del af ruten er på mindre skovstier, så den er ikke egnet for dårligt gående.
  • Aktivitet: ca. 2 timer
  • Pris: 1000 kr.
  • Antal deltagere: Max 20 personer
  • Sprog: Rundvisning på dansk eller engelsk.
  • Besøg Garderhøjfortet: Vandreturen kan kombineres med en rundvisning på Garderhøjfortet eller et besøg i fortets udstillinger på egen hånd.
  • Spørgsmål: ring til fortet på 39611734 eller 28351457 eller send en mail til garderhojfortet@gentofte.dk

Lær lokalhistorien at kende – book en vandretur

Kombinér en guidet vandretur i Ermelunden med en rundvisning eller teambuilding på Garderhøjfortet:

Særarrangementer

Vi laver også gerne særarrangementer, som er tilpasset netop jeres ønsker.
Kontakt os på email eller ring til os og få et godt tilbud.

Back To Top