Lille land, hvad nu?
Efter nederlaget i 1864 var Danmark for alvor et lille land, og det var nødvendigt at gentænke, hvordan riget skulle forsvares. Hverken blandt politikerne eller befolkningen kunne man blive enige om, om løsningen var intet forsvar, en ny flåde, en befæstning omkring København, eller noget helt fjerde.
Danmark efter 1864
Danmark var forbløffende dårligt forberedt til et militært opgør i 1864. Hæren var under omorganisering med utilstrækkeligt uddannede befalingsmænd og alt for få officerer.
Værst var dog næsten den overdrevne tillid til det danske militær, som opstod efter ”sejren” i 1850. Desuden havde Dannevirkestillingen nærmest en mytisk plads i det danske sind, men reelt var den kun et par meter høj.
Mod den overlegne tyske hær havde de danske tropper ingen reel chance, og de trak sig tilbage for at undgå et regulært blodbad.
Nationalitetsfølelsen blomstrer
Efter tabet af Sønderjylland var Danmark for alvor blevet et lille land. På et øjeblik mistede riget 36% af befolkningen, og 1/5 af landet var nu tysk. Befolkningen begyndte nu i højere grad at vende blikket indad mod landets gode sider, som blev forskønnet i sange, digte og historier.
Imens denne nationalitetsfølelse strømmede gennem landet, var der et stort spørgsmål, som plagede politikerne: Hvordan skulle landet nu forsvares?
Danmark blev et lille land efter nederlaget i 1864. I 1920 blev grænsen dog rykket lidt sydpå igen.
De politiske strømme
De to store partier, Højre og Venstre kæmpede i flere år om magten, og nederlaget i 1864 satte fokus på befæstning af Danmark og – især – hovedstaden.
Landsting vs Folketing
Højre havde flertallet i Landstinget og havde kongen bag sig. De ønskede, at København skulle befæstes, ud fra den tanke, at så længe hovedstaden og kongen bestod, så eksisterede der stadig et dansk rige.
Venstre havde flertallet i Folketinget og var det store bondeparti. I partiet kunne man imidlertid ikke komme til enighed om, hvorvidt riget skulle opgive ethvert forsvar, så man ikke provokerede en stormagt, om man skulle oprette en række skytte – og gymnastikforeninger og på den måde lade en bondemilits forsvare landet, eller om flåden skulle genopbygges, så landet igen kunne blive en flådemagt.
Venstres “visnepolitik”
Da Højre hvert år ønskede at bruge nogle af midlerne i af statskassen på en befæstning omkring København, stemte Venstre altid nej til finanslovene, hvilket førte til, at intet blev bygget, og at statskassen voksede år efter år. Dette kaldes også for ”Visnepolitik”.
Midlertidige finanslove
Fra 1885-1894 blev Danmark ledet ved hjælp af midlertidige finanslove. Sammen med indsamlinger og frivillige selvbeskatninger medvirkede lovene til opførelsen af Københavns Befæstning. Desuden blev et gendarmerikorps, De Blå Gendarmer, oprettet og kontrollen med køb af og øvelse med rifler blev øget. Omkring 1890 begyndte moderate dele af Højre og Venstre forligsforhandlinger, og i 1894 muliggjorde disse forhandlinger en vedtagelse af en regulær finanslov, som begge partier var tilfredse med.
Landsting og Folketing
Forskellen på de to kamre, Folketinget og Landstinget, var repræsentationen af vælgere. Begge kamre havde lige stor magt. Mens Folketinget oprindelig repræsenterede uafhængige landmænd, veluddannede borgere og købmænd, repræsenterede Landstinget oprindelig det gamle aristokrati
ORDBOG
Kongens parti. For Københavns Befæstning.
Folkets parti. Imod Københavns Befæstning
Estrup og provisorielovene
I 1885 førte Venstre Visnepolitik på fjerde år. Særligt på forsvarsområdet var der store uenigheder om, hvordan pengene skulle bevilliges. Regeringen, med J. B. S. Estrup som konseilspræsident, valgte at opløse Rigsdagen og udstede en provisorisk finanslov. Loven bemyndigede regeringen til at vurdere, hvilke udgifter der skulle til for at lede landet på bedst mulig måde. Venstre hævdede, at Højre havde begået grundlovsbrud, men Højre mente, at de havde handlet i overensstemmelse med Grundloven.
Jacob Brønnum Scavenius Estrup
regeringsleder (konseilspræsident) 1875-1894,
De Blå Gendarmer
De blå gendarmer blev oprettet i 1885 af J. B. S. Estrup. De fungerede som skatteopkrævere og statspoliti under den provisoriske regering.