Skytset på fortet

Garderhøjfortet var topmoderne, da det blev bygget. Det var blandt andet indrettet med forsvindingstårne, hvor soldaterne var beskyttet på to måder. For det første var tårnet pansret, og for det andet var tårnet kun hævet – og dermed synligt – når man skulle skyde.

Dermed er man i sikkerhed, mens man lader kanonen. Når man hævede og sænkede forsvindingstårnene eller hejste ammunitionen op til kanonen, foregik det med håndkraft, håndsving og pedalkraft. Andre tårne havde den klassiske pansrede kuppel til beskyttelse. Det var ikke nær så godt som forsvindingstårnene, men det var billigere.

To-kanonen var Garderhøjfortets tungeste skyts. To-kanonens tårn og tårnmekanisme omfattede to etager. Den øverste rummede selve tårnet med de to 15 centimeter kanoner med 1,5 meter imellem sig. Mellem de to kanoner var kanonkommandørens plads. Under kanontårnet var der ammunitionsdepoter, hvorfra ammunitionen kunne hejses op til kanontårnets øverste etage.

(Mellemrubrik, indirekte skydning)

To-kanonens tårn lå lavere end tårnene til det øvrige skyts. Det betød, at To-kanonen kun kunne skyde direkte mod øst, syd og vest. Hvis den skulle skyde mod nord, måtte man bruge indirekte skydning. Ved direkte skydning kunne kanonkommandøren kigge ud via et mandehul med løst dæksel, og han kunne bruge en sigterende med sigtekorn lige som på et gevær. Men hvis der skulle skydes mod nord, måtte man indstille kanonen fra nederste etage i kanontårnet. Herfra kunne man dreje øverste etage ved hjælp af en sigteskala. ( mand havde til opgave at dreje tårnet hurtigt, og præcist. Hvis kanonkommandøren gav besked om at sigte på Ermelundsbroen, kunne man i underetagen se på skalaen, i hvilken retning man skulle stille kanontårnet. 7 andre artillerister arbejder med at lade og affyre kanonen.

(Mellemrubrik om hårdt arbejde, varme og øreskader)

Arbejdet i tårnet var hårdt og opslidende. Tunge granater skulle hejses op med håndkraft. Det samme gjaldt kanonrør og andet tungt materiale, der skulle repareres eller udskiftes. Derudover støjer det enormt meget, når kanonen affyrer en 38 kg granat med 3 kg krudt. Soldaterne havde ingen beskyttelse til ørerne, hvilket gav store støjskader. Ud over larmen, var der især om sommeren meget varmt i tårnet, da kuplen holder på temperaturen. Der blev også hurtigt tilrøget, da kanonkommandøren står det eneste sted, røgen kan komme ud.

(Mellemrubrik eller henvisning til hvad man kan se, og hvor)

I underetagen af kanontårnet kan man se, at der har været forberedt skydninger mod fremrykkende fjender ved eksempelvis Ermelundsbroen og dæmningerne i fæstningskanalen i forbindelse med oversvømmelserne. Det var nemlig vigtige konstruktioner, som fjenden ikke måtte få kontrol over.

En stor del af skytset blev betjent på skytsetagen. Der var flere kanoner med forskellig rækkevidde, så man både kunne skyde efter fjenden på lang og på kort afstand. De langtrækkende kanoner var placeret oven på artillerikasernen. De kortrækkende våben pegede ud mod graven og var rettet mod fjender i nærheden af fortet. En del af skytset var beregnet til at skyde efter vigtige mål i selve Københavns Befæstning. På den måde forhindrer man, at fjenden får kontrol over dem.